På jagt med kaliber 9,3×62 og Diana

Postet første gang 5. november 2007

 

Før jagten

Fredagmorgen vågnede jeg op med et smil på læben – efter en travl arbejdsdag skulle jagttasken pakkes. Lørdag stod på drevjagt efter elg, vildsvin, rådyr mv. Dagen startede godt, hvor møderne gik som de skulle og jeg fik rettet op på et par ting jeg ikke var helt tilfreds med. Jeg fik også forklaret vores jagtleder at fredag var i det seneste at spørge til om jagten skulle forlænges til søndag – og at jeg i øvrigt hellere måtte spørge der hjemme inden jeg sagde ja.

Under vejs i møderækken fik jeg så en SMS fra min kone om, at hun var taget hjem efter at være blevet syg på arbejdet. Nu skal jeg sparer jer for detaljerne, men jeg måtte også sætte kursen hjemad før tid og jeg sad lidt stramt med vinduet nede og med en pose klar under hele kørerturen. Jeg kom dog sikkert hjem, men så var det også slut med at være på højkant. Der var derfor ikke så meget andet at gøre end at melde afbud til næste dags jagt. Der var jeg godt nok nede i kulkælderen for nøj hvor havde jeg glædet mig til den første drevjagt på det nye område.

Lørdagen gik så med at komme til hægterne, hvilket gik så godt at jeg sidst på dage jog rensestokket igennem løbet på riflen og pakkede mit gear. Da vi ikke har skudt elgkvoten op (ja der er faktisk ikke skudt elg overhovedet) og samtidigt har svin på området, så pakkede jeg min 9,3×62’er med drevkikkert (en leupold 1,5-5×20) til søndagens jagt.

Klokken 7 drog jeg så afsted mod Mala, og var fremme ved hytten klokken 8.30. Efter lidt morgenkaffe med historier om de mange forbiskud til rådyr dagen før startede det første drev. Efter et kort stykke tid startede en af hundene et drev lige indenfor hvor jeg stor og straks steg pulsen. Jeg fik senere at vide at det var en ræv, men den kom ikke ud til nogen af skytterne. Men jeg havde allerede fået lidt af den spænding som gør at jeg synes at drevjagt er så herlig en jagt.

I næste drev fik jeg en konge-plads i et tårn på toppen af en bakke hvor skrænten var næsten helt åben og der var frit skud ud til 120 meter. Kort efter at drevet startede lød der et skud. Det var igen et forbiskud til et rådyr (skudstedet blev markeret så jagtlederen med hund senere kunne verificerer at det var et forbiskud (og det var det)). Der var flere hundedrev og et par af dem kom tæt på. Pludseligt så jeg et kort glimt af en rå der sprang over en lysning. Kort efter kom en af hundene over samme lysning for fuld hals. Nu kom råen – ikke ud i det åbne med på den anden side af tårnet i fyr-plantagen. Den passerede tårnet på få meters afstand og stoppede 3 meter bag tårnet. Det eneste der var fremme var hovedet. Målets størrelse taget i betragtning og forskel på sigtelinje og kuglebane så var det mig klart at jeg ikke ville forsøge et hovedskud på den afstand. Nu var kroppen jo kun delvist skjult når jeg kiggede efter – et fyrtræ er jo ikke så tæt endda. Så efter at have kigget grundigt efter (i løbet af de 5-10 sekunder sådan noget nu tager) lod jeg skuddet gå.

Virkningen var umiddelbar da råen gik ned i knaldet. Efterfølgende har jeg kunnet konstaterer at skuddet sidder som det skal – højt som det skal være når man skyder i en vinkel på omkring 45 grader. Umiddelbart ser det ud til at skuddet er gået ind lige under rygraden, men jeg har endnu ikke fået kigget på om ryggen har taget skade.

Udgangshullet er betydeligt – på størrelse med en underkop, men da det er lungevæggen så er kødskaden slet ikke så stor som hullet kunne antyde.

Det er ikke underligt at råen faldt som ramt af lynet. Tæt på ser det nærmest ud som om venstre lunge er kollapset, eller at den er blevet ramt af en bil…

 

Frokost

Efter at have taget dyret ud gik turen tilbage til jagthytten hvor den sikre såt skulle klares. Her faldt snakken på skud på lange afstande – et emne man kan bruge megen tid på. Vi fik snakket både om valg af kalibre, kugler, kikkerter og var også en tur omkring emnet hjemmeladning, men lidt mad blev det da også til.

Eftermiddagen

Efter frokost havde vi en sidste såt. Her fik jeg plads i et tårn ved et lille vandhul ud til nogle marker. 100 meter fra tårnet løb jernbanen (som altid målte jeg afstandene ud med min afstandsmåler så snart jeg var på plads). Jernbanen deler desværre vores område, og den dag skulle den vise sig at få afgørende indflydelse på eftermiddagens jagt. Igen var der flere gange drev med hundene, og jeg hørte da også skud i det fjerne. Det viste sig dog at de kom fra et andet jagtlag. Et par gange var drevet meget tæt på hvor jeg sad, så jeg var helt oppe på mærkerne. Pludseligt kom en harer springende ud af skoven på ca. 70 meters afstand. Godt nok har jeg brugt mange timer på elgbanen i selskab med min 9,3’er, men løbende harer det holder ikke rigtigt. Nå, men den lille fyr standsede lidt før jernbanen og sad så der på 100 meter og kiggede sig omkring. Hmmmm jaaa skal man næææ jooo hmmmm op med forstørrelsen til 5 gange, på med den lille røde plet og så op med riflen. Anlægget mod tårnets kant var helt perfekt, og da der ikke var nogen vind af betydning så stod tårnet helt stille, så det gik nemt med at holdt pletten på harerens hoved…

Men alligevel det er et lille mål, og et skud i kroppen, ja hvad er der så tilbage. Jeg havde jo lige set udgangshullet på råen. Havde jeg nu haft min 6,5×55 med 20 gange forstørrelse så have den harer været min. “Så smut du ud i verden og lad os så se om lejligheden byder sig en anden gang”. Jeg tog riflen ned og rettede opmærksomheden mod såten, og så var det at der kom et tog. Gad nok vide hvad harer gør nu… Den blev siddende i hvert fald indtil at toget havde passeret halvt så sprintede den ned imod tårnet. Den stoppede i et lille skrub ca. 50 meter fra tårnet. Op med håndkikkerten – og jo jeg kunne lige skimte spidsen af ørerne. Hvor meget mon man så kunne se med sigtekikkerten? Ja det nemmeste var jo blot at tage riflen op og så se. Som tænkt så gjort og sørme om man ikke også kunne se ørerne, og hvad var det nu kom de helt op, og som om det ikke var nok så kom hele hovedet også op bag skrubbet. Jeg placerede pletten lige i underkanten af hovedet og trykkede på aftrækkeren.

Haren slog en baglæns saltomortale hvor den var oppe i næsten 1 meters højde. Jeg havde egentligt forventer at den så ville ligge stendød, men den løb rundt om skrubbet som en hovedløs høne indtil en hund hurtigt kom til og lagde den til rette.

Den eneste skade haren havde fået var at halvdelen af halsen var skudt væk. Resten var helt uberørt af skuddet. Projektilet ramte præcis hvor jeg sigtede og det er en af de bedste skudoplevelser jeg har haft på jagt.

 

Efterskrift

Det var første gang jeg at jeg skulle vælge kaliber til en så alsidig drevjagt. De drevjagter jeg tidligere har været med på kun haft fokus på elge. Jeg var derfor ikke helt sikker på hvad jeg skulle vælge (9,3×62, 308win eller 6,5×55) og i sidste ende blev det kikkerten der afgjorde hvilket kaliber der blev taget ud af skabet. Det bliver heller ikke sidste gang at jeg tager 9,3’eren med på den form for jagt. Jeg vil dog holde øje med kødskaderne på rådyrene. Flere af de andre jægere havde kombinationsvåben med og en drilling med et riffelløb i klasse 1 vil nok være optimalt. Det bliver i hvert fald ikke mig der skyder ænder eller krager, som der var blevet skudt om lørdagen, med 9,3’eren. Måske kan jeg have 2 våben med… Jeg glæder mig allerede til næste jagt der er planlagt til midten af december.

Gamle indlæg får nyt liv

Jeg har besluttet, at jeg vil finde nogle af de gamle indlæg fra min tidligere blog frem og poste den igen. Jeg håber, at I får glæde af den en gang til. Det første bliver om min første drevjagt her i Sverige, og det kommer på siden allerede i dag.

Ellers skal Helle og jeg bruge dagen på at kigge på huse. Vi skal jo snart have fundet et nyt sted at bo. Storm og Thorbjørn er hos mormor og morfar, hvor vi afleverede dem i går aftes.

En 3 årig der pifter…

Hvad gør man når man er 3 år, og gerne vil kalde på hunden. Man gør selvfølgeligt lige som far! Far pifter, men det kan Storm ikke, men han kan råbe “viyfsst”.

Og behøver jeg at sige det – Inca hun kommer selvfølgeligt.

 

Storm pifter

 

Faktisk kommer hun, bare  jeg afspiller videoen.

 

 

En god artikel

Jeg faldt over en god artikel, som jeg gerne vil dele med jer. Debatten bliver meget nemt dem og os, og vi glemmer nemt, at der også er en del af “os”, der er lige så rabiate og fundamentalistiske, som de ekstreme muslimer, vi nogle gange får gjort til repræsentanter for alle muslimer. Jeg er sikker på, at verden ville være et bedre sted, hvis vi alle lod naboen om, hvad han tror på, og så afholder os fra at missionere eller fordømme.
Nogle gange synes jeg, at det er som om, vi (og jeg gør det selv) tager patent på, hvordan man skal leve, og hvad man skal mene. Men hvem siger, at vi ikke kan lære af resten af verden. Tag bare det danske sundhedsvæsen – måler man på omkostninger, ligger vi blandt de dyreste i verden. Men måler man på, hvad vi får ud af alle de penge vi bruger på sundhedsvæsnet, så ligger vi langt nede af listen. Kunne vi ikke lærer noget af andre lande på det område?
Nå det var en lang indledning til en artikel om at slappe lidt af, så jeg vil overlade jer til den – god læselyst!
Klik Her !

Vil den muslimske og kristne verden ikke lige slappe af?

Ingen kan tage for givet, at ens gudsopfattelse kan nyde forrang – hverken lokalt eller globalt.

AF ANDERS JERICHOW

Nu skal kristenheden og den muslimske verden heller ikke komme for godt i gang. De to religiøse kulturer er tilsammen ikke i flertal her i verden. Alligevel opfører de sig, som om hele verden skal danse efter deres pibe.

Det er en anelse overmodigt.

I både kristne og muslimske samfund er der store befolkningsgrupper, som ikke er hverken kristne eller muslimer. Begge samfund huser store mindretal af borgere, som tror på noget andet end deres Gud eller slet ikke er religiøse.

I hele verden udgør kristne og muslimer faktisk et mindretal – både hver især og vel også tilsammen.

Så er der altså noget patroniserende, selvretfærdigt og ligefrem nyimperialistisk i at kræve verden til orden efter kristne og muslimske værdier.

Ingen kan tage for givet, at ens gudsopfattelse kan nyde forrang – hverken lokalt eller globalt.

Det er totalt altmodisch i en verden, hvor vi blander os mere og mere.

Alligevel forventes muslimer i meget af Vesten at lade være at leve så muslimsk, at det udfordrer kristne traditioner. Og kristne må i meget af den muslimske verden tilsvarende acceptere at leve som tolereret, men ikke ligestillet mindretal.

I begge samfund forventes mindretal at undlade at missionere – hvilket ville være rart, at både flertals-og mindretalsreligioner i alle samfund afholdt sig fra.

Og både i kristne og muslimske samfund udfordres mindretal til at »integrere sig«, skønt flertallet egentlig forventer assimilation – altså at mindretal skal lade sig opsuge af flertallets vaner og traditioner og lade være at skeje ud.

Men der er altid nogle, der skejer ud – er anderledes. I hvert fald i et frit samfund, der nødvendigvis må bygge på, at alle ikke er ens.

Medier i den kristne og den muslimske verden fører gerne en indbyrdes hanekamp – aktuelt om en YouTube-video af håbløs kvalitet og en stribe satiretegninger – som gjaldt det retten til at præge verden. Til det formål har medier, prædikanter og politikere et yndlingsslagsmål om retten til at være offer og om retten til at bestemme.

Det er ekstremt trættende.

Sagen er jo, at langt de fleste af verdens muslimer fornuftigvis trækker på skulderen ad film og tegninger, der pirker til konservative muslimske dogmer. Alligevel er ikke så få prædikanter, medier og politikere klar til at fremmane et totalt sammenstød mellem civilisationer.

Skal man tro dette drama, vil »muslimer« gerne se sig som »ofre« for »kristne«, »vestlige« krænkelser. Og kristne vil gerne se sig som »ofre« for »muslimske« trusler.

Sku’ vi ikke lige slappe af? De færreste tegninger, der får lov at sætte medierne i brand, er overhovedet så interessante, at de ville provokere nogen som helst, hvis ikke medier slog dem stort op i forventning om bål i gaden.

De fleste muslimer lever udmærket på trods af tegninger i den kristne verden.

Og de fleste kristne lever udmærket på trods af voldstrusler fra ekstremister i den muslimske verden. For det altoverskyggende flertal berøres ikke af andet end prædikanters, mediers og politikeres pusten til gløderne – i begge verdener.

Helt ud i skoven kommer vi, hvis kristenheden og den muslimske verden bilder sig ind, at hele verden partout er interesseret i at leve efter deres kompromis og krav til isolerede gensidige hensyn.

Verdens flertal kan ikke forventes at tage større hensyn til kristendommens gud eller islams profet, end kristne og muslimer vil tage hensyn til andres religioner og følelser.

Det er derfor, vi har en verdenserklæring om menneskers rettigheder. Alle FN’s medlemmer er forpligtet af dem.

Det handler om, at mennesker er født med lige ret, mænd og kvinder, til samme frihed – også til at tro, hvad der passer dem. Inklusive ret til ikke at tro og til at anfægte, hvad andre måtte tro.

Hvordan kan vi så forvente, at verden vil rette ind og blive et godt sted, hvis blot kristne og muslimer – eller de ortodokse af dem – aftaler indbyrdes normer? Forestillingen bygger gerne på, at alt vil være fint, hvis godtfolk i kristenheden undlader at »krænke« ortodokse muslimers regler, og hvis muslimske godtfolk undlader at udfordre kristne traditioner.

Mon ikke ortodoksien har fået, hvad den kan gøre krav på? Nu kunne det være rart med lidt fred.

Måske kunne vi bruge lidt kræfter på de mange, som hellere vil have verdsligt frirum end religiøse eller kulturelle begrænsninger.

De religiøse har ret til at være religiøse.

Men andre har ret til ikke at være religiøse på dén måde – eller slet ikke religiøse.

 

Ressource: http://politiken.dk/debat/profiler/jerichow/ECE1760338/vil-den-muslimske-og-kristne-verden-ikke-lige-slappe-af/

Offentliggjort: Sep 21, 2012 10:10 AM

© POLITIKEN.dk

FC Bellevue fylder 2 år

I dag fejrede FC Bellevue (Thorbjørns fodboldklub) to års jubilæum. Det blev fejret med et løbearrangement i Mellanhedsparken. Vi var med, og Thorbjørn løb hele vejen rundt om Mellanhedsparken. Helle og jeg valgte, at lade løbeskoene blive hjemme, så var der heller ikke nogen, der blev bange for mine gorillatæer. Alle deltagere fik en medalje, og der var små statuetter til de hurtigste i hver klasse. Thorbjørn skal dog træne lidt, hvis han skal have sådan en, for der var nogle i hans klasse, som var rigtigt hurtige.

Her er lidt billeder fra arrangementet.

 

 

 

 

 

 

 

 

Besøg fra nær og fjern

Jeg kom til at kigge lidt på statistikken over de besøgende på min hjemmeside. Det kan jeg fordi, jeg benytter et lille tilføjelsesprogram til WordPress, der hedder Jetpack. Ud over at jeg er meget imponeret og taknemmelig over, så mange der kommer forbi, så blev jeg virkeligt overrasket over at se listen over lande, der har været besøg fra. Hvem skulle fx have troet at der skulle komme besøg fra de Forenede Emirater. Inden I helt falder på halen, så må jeg hellere sige, at det ikke er en opgørelse over unike besøgende, men over sidevisninger. Så rigtigt mange af hitsene stamme nok fra de samme, som har været på besøg mange gange.

 

En anden ting jeg kan følge med I er hvad folk har søgt på når de kommer ind på min side via søgemaskinerne (primært Google). Her er der et emne som fylder rigtigt meget – UFO’er. Mit indlæg om det mærklige fund i Østersøen (http://kroeyer.com/?p=90) er derfor blevet besøgt af mange, som nok ellers ikke ville være kommet forbi.

Uanset hvem I er eller hvordan I er kommet hertil, så skal I dog alle være velkomne.

Jeb Corliss ” Grinding The Crack”

 

Ja, det er vist en gentagelse, da jeg også lagde denne video ud på min gamle hjemmeside, men den tåler en gentagelse. Jeg bliver i hvertfald ved med at vende tilbage til videoen og musikken. Jeg har  endda købe musikken der bruges – og må konstatere, at Sail nok i min verden bliver et one hit wonder, da jeg ikke er lide så imponeret over resten af albummet fra Awolnation. Men nummeret Sail kan sagtens stå alene uden billedsiden.

iOS 6

Så er det nye iOS 6 installeret på både telefonen og iPad’en. Jeg glæder mig til at prøve Apples nye korttjeneste. Den har jo lidt at leve op til, da Googles version jo virkede fint bortset fra, at der ikke var turn-by-turn. Men det er der heldigvis på Apples.

En rigtig “hjemmelavet” dag

I dag havde vi ikke nogle planer, og har mest været hjemme. Morgenen startede rigtigt dejligt med, at Helle havde bagt boller, og jeg lavede juice. Juicen blev lavet af æbler fra haven samt lidt appelsiner, pærer, blommer og gulerødder. Jeg fik lavet to liter, så der var både til morgenmaden og også lidt til aftensmaden, men mere om den senere.

Efter morgenmaden var vi så på stranden med metaldetektoren, men det har jeg jo allerede skrevet om her

Lidt i fire tændte jeg bål i vores bålpande, for aftensmaden skulle laves i bålgryden (Dutch Oven). Optændingen var virkelig nem, og man kan rigtigt mærke, at træet ligger godt og tørt i det nye skur. Efter at have lavet et rigtigt godt glødebål, satte jeg gryden over og brunede lidt elgkød.

Da kødet havde brunet et stykke tid, tilsatte jeg paprika og timian, og lod så kødet brune færdigt. Herefter hældte jeg en god slat kraftig rødvin i gryden, og lod så kødet simre i vinen. Temperaturen var vist en smule høj til simren, for når jeg løftede låget stod der flammer op. Alkoholen må være opsamlet under låget og så antændt, når der kom ilt til. Efter lidt tid blev der så tilsat en liter vand, et par dåser hakkede tomater og et par skivede chorizopølser. Og så fik retten ellers lov at koge ind i en god times tid.

Kødet lå tilbage i en tyk kraftig sovs, og vi spiste det med brød til. Ungerne drak hjemmelavet juice, og Helle og jeg fik rødvin (og lidt juice).

Nu er jeg så ved at lage en omgang hjemmelavet is. Det er fløde vanilieis, men daimchokolade og et skvæt baily. Så dagen har virkeligt været præget af hjemmelavet mad og drikke.

Metalsøgning på stranden i Malmø

I går fik jeg besked om, at jeg har fået forlænget min tilladelse til at søge med metaldetektor på stranden her i Malmø. Reglerne for brug af metaldetektor er meget forskellige i Danmark og Sverige, og hvis man ikke passer på, kan man komme temmelig galt afsted. I udgangspunktet er det forbudt at bruge en metaldetektor i Sverige. Men man kan få tilladelse til det. Man skal søge om tilladelse for et specifikt område, og det bliver så vurderet om der kan være fortidsminder i det område. Hvis myndighederne vurderer, at det er sandsynligt, at der er fortidsminder i det pågældende område, så får man ikke tilladelse til at søge der. Det er med andre ord kun nutidige ting, man må lede efter.

Min tilladelse har en lille krølle, idet børnene gerne må bruge metaldetektoren, når de er sammen med mig. Jeg havde skrevet på min første ansøgning, at jeg gerne ville bruge metaldetektoren sammen med mine børn. Og det førte altså til, at tilladelsen omfatter dem. Jeg havde ikke forestillet mig, at det skulle være nødvendigt med særlig tilladelse til dem, og havde blot nævnt børnene, som en begrundelse – familieaktivitet – for hvorfor jeg gerne ville have tilladelsen.

Her kan I se hvor jeg må bruge metaldetektoren:

Hvad fandt vi så?

Ja, det gør vi altid. Mest dåsetræk og andet skrammel, men det kommer også med hjem, så vi på den måde er med til at rydde lidt op på stranden. Men vi fandt da også 17 kroner i gangbar mønt plus to 50 øre. Det var den normale arbejdsdeling. Jeg arbejder med den store metaldetektor og spaden, og når det, vi er ved at finde, ligger i en dynge, så overtager Thorbjørn eller Storm med PinPointeren, og finder genstanden. Der var ikke rigtigt noget spændende i dag, men en fin tur med masser af frisk luft. Og Helle fik sammen med Storm også gået en god lang tur sammen med Inca.