Elg invasion

IMG_1701

Efter jul har elgene for alvor fundet de sukkerroer, som vi har lagt ud i skoven. Der er nu 4 elge, der nærmest bor på foderpladsen. Det er sjovt at se hvor mange forskellige dyr der har glæde af det arbejde vi laver, og så gør det ikke noget at vi ikke jager elg. Derimod var det ikke så godt, da en af elgene slog sprederen af tønden, så al majsen løb ud på jorden. Heldigvis kunne den sættes på igen, og den havde ikke taget skade.

Rådyrene spiser også af roerne, mens vildsvinene ikke røre dem. Sådan har det været alle de år, vi har lagt roer ud, og det er lidt mærkeligt for andre steder spiser vildsvinen gerne roer. Vores må være kræsne… Så når vi ligger roer ud, så er det primært for at støtte rådyrene igennem vinteren, hvor de kan have svært ved at finde mad nok.

Der er endnu flere billeder i galleriet Langt ude i skoven.

Lidt om mit arbejde

På videoen fortæller Thomas lidt om vores seneste produkt – garantiobligationen SydEuropa 2018. Den er så ny, at salget først starter den 20. januar. Det er den første garantiobligation, hvor jeg har været med i hele processen fra de første idéer til det færdige produkt. Det har været rigtigt spændende, udfordrende og lærerrigt. Jeg har hele tiden skulle tilegne mig nye kundskaber, men jeg føler samtidigt, at jeg har kunnet bidrage med noget. I det færdige produkt synes jeg endda, at jeg kan se et lille fingeraftryk, som jeg har sat. Nu skal vi så se, hvordan salget kommer til at gå. Det bliver dog svært at slå den overvældende succes vi havde i sidste kvartal.

Det bedste af det hele er, at jeg glæder mig utroligt til at arbejde mere med garantiobligationer. Jeg bliver dagligt bekræftet i at skiftet til Garanti Invest var det helt rigtigt valg.

Thorbjørns skole holdt lukket i dag, så derfor var han med mig på arbejde. Det gik rigtigt godt, og jeg kunne nærmest helt glemme at han var der. Thorbjørn sad lige så stille og hyggede sig med iPad’en og sit Nintendo spil. Til frokost gik kan med over og hentede maden sammen med Annelise. Selvom jeg havde meget travlt i dag, og derfor ikke var så selskabelig, så var det mig der efter 8,5 timers arbejdsdag måtte spørge Thorbjørn om han havde tid til at tage med hjem. Så næste gang der er lukket i skolen, så tror jeg, at Thorbjørn tager med mig på arbejde igen, og mon ikke det bliver lige så hyggeligt.