En god artikel

Jeg faldt over en god artikel, som jeg gerne vil dele med jer. Debatten bliver meget nemt dem og os, og vi glemmer nemt, at der også er en del af “os”, der er lige så rabiate og fundamentalistiske, som de ekstreme muslimer, vi nogle gange får gjort til repræsentanter for alle muslimer. Jeg er sikker på, at verden ville være et bedre sted, hvis vi alle lod naboen om, hvad han tror på, og så afholder os fra at missionere eller fordømme.
Nogle gange synes jeg, at det er som om, vi (og jeg gør det selv) tager patent på, hvordan man skal leve, og hvad man skal mene. Men hvem siger, at vi ikke kan lære af resten af verden. Tag bare det danske sundhedsvæsen – måler man på omkostninger, ligger vi blandt de dyreste i verden. Men måler man på, hvad vi får ud af alle de penge vi bruger på sundhedsvæsnet, så ligger vi langt nede af listen. Kunne vi ikke lærer noget af andre lande på det område?
Nå det var en lang indledning til en artikel om at slappe lidt af, så jeg vil overlade jer til den – god læselyst!
Klik Her !

Vil den muslimske og kristne verden ikke lige slappe af?

Ingen kan tage for givet, at ens gudsopfattelse kan nyde forrang – hverken lokalt eller globalt.

AF ANDERS JERICHOW

Nu skal kristenheden og den muslimske verden heller ikke komme for godt i gang. De to religiøse kulturer er tilsammen ikke i flertal her i verden. Alligevel opfører de sig, som om hele verden skal danse efter deres pibe.

Det er en anelse overmodigt.

I både kristne og muslimske samfund er der store befolkningsgrupper, som ikke er hverken kristne eller muslimer. Begge samfund huser store mindretal af borgere, som tror på noget andet end deres Gud eller slet ikke er religiøse.

I hele verden udgør kristne og muslimer faktisk et mindretal – både hver især og vel også tilsammen.

Så er der altså noget patroniserende, selvretfærdigt og ligefrem nyimperialistisk i at kræve verden til orden efter kristne og muslimske værdier.

Ingen kan tage for givet, at ens gudsopfattelse kan nyde forrang – hverken lokalt eller globalt.

Det er totalt altmodisch i en verden, hvor vi blander os mere og mere.

Alligevel forventes muslimer i meget af Vesten at lade være at leve så muslimsk, at det udfordrer kristne traditioner. Og kristne må i meget af den muslimske verden tilsvarende acceptere at leve som tolereret, men ikke ligestillet mindretal.

I begge samfund forventes mindretal at undlade at missionere – hvilket ville være rart, at både flertals-og mindretalsreligioner i alle samfund afholdt sig fra.

Og både i kristne og muslimske samfund udfordres mindretal til at »integrere sig«, skønt flertallet egentlig forventer assimilation – altså at mindretal skal lade sig opsuge af flertallets vaner og traditioner og lade være at skeje ud.

Men der er altid nogle, der skejer ud – er anderledes. I hvert fald i et frit samfund, der nødvendigvis må bygge på, at alle ikke er ens.

Medier i den kristne og den muslimske verden fører gerne en indbyrdes hanekamp – aktuelt om en YouTube-video af håbløs kvalitet og en stribe satiretegninger – som gjaldt det retten til at præge verden. Til det formål har medier, prædikanter og politikere et yndlingsslagsmål om retten til at være offer og om retten til at bestemme.

Det er ekstremt trættende.

Sagen er jo, at langt de fleste af verdens muslimer fornuftigvis trækker på skulderen ad film og tegninger, der pirker til konservative muslimske dogmer. Alligevel er ikke så få prædikanter, medier og politikere klar til at fremmane et totalt sammenstød mellem civilisationer.

Skal man tro dette drama, vil »muslimer« gerne se sig som »ofre« for »kristne«, »vestlige« krænkelser. Og kristne vil gerne se sig som »ofre« for »muslimske« trusler.

Sku’ vi ikke lige slappe af? De færreste tegninger, der får lov at sætte medierne i brand, er overhovedet så interessante, at de ville provokere nogen som helst, hvis ikke medier slog dem stort op i forventning om bål i gaden.

De fleste muslimer lever udmærket på trods af tegninger i den kristne verden.

Og de fleste kristne lever udmærket på trods af voldstrusler fra ekstremister i den muslimske verden. For det altoverskyggende flertal berøres ikke af andet end prædikanters, mediers og politikeres pusten til gløderne – i begge verdener.

Helt ud i skoven kommer vi, hvis kristenheden og den muslimske verden bilder sig ind, at hele verden partout er interesseret i at leve efter deres kompromis og krav til isolerede gensidige hensyn.

Verdens flertal kan ikke forventes at tage større hensyn til kristendommens gud eller islams profet, end kristne og muslimer vil tage hensyn til andres religioner og følelser.

Det er derfor, vi har en verdenserklæring om menneskers rettigheder. Alle FN’s medlemmer er forpligtet af dem.

Det handler om, at mennesker er født med lige ret, mænd og kvinder, til samme frihed – også til at tro, hvad der passer dem. Inklusive ret til ikke at tro og til at anfægte, hvad andre måtte tro.

Hvordan kan vi så forvente, at verden vil rette ind og blive et godt sted, hvis blot kristne og muslimer – eller de ortodokse af dem – aftaler indbyrdes normer? Forestillingen bygger gerne på, at alt vil være fint, hvis godtfolk i kristenheden undlader at »krænke« ortodokse muslimers regler, og hvis muslimske godtfolk undlader at udfordre kristne traditioner.

Mon ikke ortodoksien har fået, hvad den kan gøre krav på? Nu kunne det være rart med lidt fred.

Måske kunne vi bruge lidt kræfter på de mange, som hellere vil have verdsligt frirum end religiøse eller kulturelle begrænsninger.

De religiøse har ret til at være religiøse.

Men andre har ret til ikke at være religiøse på dén måde – eller slet ikke religiøse.

 

Ressource: http://politiken.dk/debat/profiler/jerichow/ECE1760338/vil-den-muslimske-og-kristne-verden-ikke-lige-slappe-af/

Offentliggjort: Sep 21, 2012 10:10 AM

© POLITIKEN.dk