Jagt og nisser

Dagen i dag har budt på lidt af hvert. Formiddagen bød på (harer)jagt, og Inca var med for første gang. Det er blevet rigtigt Subaru vejr, men Anders’ Audi klarede sig nu også helt godt, da vi i snevejr kørte mod Rusthållet. I første såt blev der rejst 5 fasaner, og der blev afgivet et enkelt skud til dem, dog uden at nogen af dem blev ramt. Inca syntes, at sådan et skud lød temmeligt højt, men hun kom ret hurtigt over det. I såten efter blev der skudt 5 harer. De blev alle skudt langt fra hvor jeg gik, men hver gang søgte Inca helt hen til mig og gik der et stykke tid før hun igen søgte lidt ud. Der var ikke de helt store søg i hende i dag, og hun brugte mere tid på de andre hunde og jægerne end på at lede efter vildt. Det til trods så var der ros til hende fra både husse (mig) og flere af de andre jægere.

Formiddagens sidste gik tilbage til gården, og der rejste ganske mange harer, men de fleste stak ud igennem siden af drevet, præcis der hvor der ikke stod nogen post. Der blev dog leveret en enkelt – der dog ikke kom med på “paraden” inden jeg stak næses hjemover.

Vej hjemme klædte jeg om, og så gik det ellers afsted til Helles nye arbejde, hvor der var jule tamtam. Det blev en rigtig hyggelig eftermiddag, men julemand, julesange, masser af slik, gaver til børnene, god mad og hyggelige mennesker.

Det lille møderum midt i kantinen var virkeligt et hit blandt børnene. Storm var næsten ikke til at drive fra rattet. Men det er selvfølgeligt heller ikke mange steder, der står et folkevognsrugbrød midt i “stuen”.

Ungerne nåede også at indtage kælderens slaraffenland med spillemaskiner, pool, dart og meget andet. Gad vide om Helle overhovedet får tid til at arbejde…

Så røg den første mælketand

Så har Thorbjørn tabt den første mælketand. Jeg hjalp ham med at få den ud da vi børstede tænder. Lidt pudsigt at det præcis blev i dag, for i dag fandt jeg en af Incas mælketænder – endda en hjørnetand. Men mens Inca har skiftet alle tænderne nu, så få vi nu glæden af, at kigge på et charmerende hullet grin hos Thorbjørn i lang tid.

Tanden pakkede vi fint ind i toiletpapir og lagde under Thorbjørns hovedpude, så tandfeen nemt kan finde den. Så må vi se om der er lidt ekstra lommepenge til Thorbjørn, når han vågner i morgen tidligt.

 

Apporttræning

 

Jeg træner Inca med apportbukken stort set hver dag. Før hun får maden skal hun sidde med apportbukken, og når jeg har et par minutter så sidder hun med den for en belønning. Hun er ikke særligt begejstret for det, men det går langsomt fremad. I dag varierede jeg så træningen ved at hente en af skovskaderne i fryseren. Det gik faktisk bedre, og særligt da jeg prøvede at kaste den og så lade hende hente den. Jeg skulle dog lige have fat i halsbåndet, så hun ikke “knaldapporterede”. Inca hentede skovskaden alle de gange jeg kastedde den – og jeg fik stoppet i tide. Så det var en rigtig god fornemmelse. Jeg fortsætter dog med apportbukken, så den kan bruges som træningsværktøj. Og først når den virker som den skal, sætter jeg vinger på den.

Et møde på stranden

En dag Helle luftede Inca på stranden mødte hun en fotograf, der var ved at tage billeder af en model. Modelbillederne kan ses her: Billeder af modellen Fotografen var ret vild med Inca – og det forstår vi jo godt – og tog nogle billeder af hende. I dag har vi så fået billedet ovenfor, så nu har vi en model-hund 🙂

Hvis I vil se mere af fotografens arbejde, kan I finde det her: Toodiboo’s blog

Grisen kom ikke, men det gjorde skaderne

Skovskaderne kom i flokke, og modsat i Danmark må man skyde dem her i Sverige. Når der er så mange, kan de være hårde ved småfuglene, og så kan de spise rigtig meget majs… Da jeg gjorde morgenens resultat op lå der 10 skovskader og en husskade på paraden.

Fuglene tog jeg med hjem, så de kan bruges under træningen af Inca. Og når de nu var der kunne man jo lige prøve om hun ville bære en – det er sørme en dygtig hund.

 

En 3 årig der pifter…

Hvad gør man når man er 3 år, og gerne vil kalde på hunden. Man gør selvfølgeligt lige som far! Far pifter, men det kan Storm ikke, men han kan råbe “viyfsst”.

Og behøver jeg at sige det – Inca hun kommer selvfølgeligt.

 

Storm pifter

 

Faktisk kommer hun, bare  jeg afspiller videoen.

 

 

Inca

Her er så Inca eller Contramarkens Inca, hvis det hele skal med. Vi skal hente hende på mandag, og så skal hun ellers være en del af vores lille familie.

Inca er den største af hvalpene i kuldet, og er den, der hopper over det lille hvalpehegn for at gå på opdagelse. Hun er dog også en rolig hund, der gerne vil ligge og hygge.

Vi har, som I måske allerede har set her på siden, besøgt hvalpene en del gange, og vi glæder og alle rigtigt meget til, at Inca skal være en del af familien.

Familietur med både hundehvalpe og vandring

I dag har vi været på en lille familietur. Først kørte vi op og besøgte hundehvalpene. De vokser godt nok hurtigt, men der er jo også kun en uge til, at vi skal have en med hjem. Jeg gav også min prioritering af, hvilke to hvalpe jeg helst vil have. Så nu bliver det spændende, om det bliver den store lyse, eller den lille brune der skal med hjem på tirsdag. Vores hvalps officielle navn bliver Contramarkens Inca. Vi er ikke helt færdige med at mærke, om det bliver det navn vi vil bruge, eller om vi giver den et “kælenavn”.

Efter besøget hos hvalpene kørte vi ned til Søderåsen, hvor vi gik en tur i Skäralidsdalen. Vi gik den rute, der hedder Kopparhattsrundan, og den er 3,9 temmeligt kuperede kilometer lang. Thorbjørn fik en lille rygsæk på, og så pilede han ellers afsted, og måtte bremses et par gange. Det er dog let, for han ved, at han skal stoppe, hvis jeg pifter. Storm har ikke været med på så lang og kuperet en tur før, men han travede fint afsted, og bortset fra et par hindbærstop så gik hen hele turen – SUPER flot Storm!!!

Turen gik først op i højden, hvor vi havde den flotteste udsigt over Skäralidsdalen. Herefter gik det nedad, indtil vi nåede dalbunden, og vi fulgte Skäråen tilbage til udgangspunktet. Det er virkeligt en fornøjelse af gå på de svenske leder, for de er godt afmærkede, og er der den mindste risiko for fugt og mudder, så er der bygget spang, så man kan gå tørskoet.

I kan følge vores tur på kortet nedenfor (jeg glemte igen at få tændt GPS’en helt fra start) og billederne placering skulle passe med, hvor på ruten de er taget…

Nu skal vi snart vælge

I morgen bliver hvalpene 7 uger, og så er der kun en uge til, at vi skal vælge hvilken en der skal være vores.

Skal det være den mørke?

 

En af de plettede?

 

Eller måske den lyse?

 

Vi har allerede besøgt hundene et par gange, og skal også på besøg i denne uge i et forsøg på at lære dem lidt at kende. Men når alt kommer til alt, så bliver det svært at vælge. Og når det er sagt, så tror jeg, at vi bliver glade for hvalpen uanset, hvilken vi vælger.