Nyt fra elgjagten

I går begyndte årets elgjagt. Vi var 43 jægere og skød en kalv. Vi så ikke ret mange elge, og mange snakkede om en der ‘lokker’ elgene til med en stor fodermark. Selvom der måske er nogle ekstra elge der på grund af fodermarken, men det kan ikke være hele forklaringen. Der er ikke så mange elge, som der var for nogle år siden.

Men helt slemt står det nu ikke til, for i dag har vi både set og skudt en del mere. Vi har skudt en tyr og to kalve, og jeg skød den ene kalv. I morgen skal vi jage på et lidt andet område og der plejer vi at skyde mere end på de områder vi har været igennem i dag og i går.

Jeg skød kalven med min .300 WinMag med Barnes 180 grs T-TSX. Det første skud gik igennem et træ og så igennem kalven. Den fortsatte dog med fuld fart og derfor skød jeg en gang til. Det sidste skud skød jeg direkte bagfra og det gik ind foran skinken og kuglen sad i boven. Efterfølgende kunne jeg se at første skud havde været nok, da det var et fint lungeskud. Jeg havde dog ikke en rigtig god fornemmelse for skuddet, da der var træer over alt der, hvor jeg trykkede af. Og derfor skød jeg igen. Det er ikke så nemt med skud til mål i bevægelse. Det vigtigste var dog, at den blev leveret.