Familien Krøyers: Friluftsliv, jagt, geocaching, vandring og familieliv af Mikkel Krøyer

Måned: september 2012 (Side 2 af 2)

Så er huset solgt

Det bliver en familie ret lig vores der skal flytte ind. De har 2 piger, en på 5 og en på 3. Så vidt vi kan forstå, vil de bygge om på 1. sal, så der kommer 2 børneværelser. Det kunne være ret spændende at se huset om et år eller to for at se, hvad der er sket med det.

Vi skal derfor igang med at finde et nyt hus. Vi vil gerne have et hus, der er lidt mindre, og kræver mindre arbejde med hus og have. Samtidigt vil vi gerne blive ved med at have kælder, så der er plads til alt vores udstyr. Thorbjørn kunne også godt tænke sig sit eget værelse, så det har vi lovet at tage med, når vi leder efter hus. I weekenden var vi ude at se på det første hus. Huset havde sådan set alt det vi har brug for, men haven manglede en del charme. Jeg tror ikke, at det bliver det hus, men vi vil gerne se på et par til, før vi træffer den endelige beslutning.

Aftenstemning på Øresundsbroen

Fredag aften, da jeg (lidt sent) kørte hjem fra arbejde, var aftenhimlen helt utroligt smuk. Det meste af det smukke sceneri var dog bag ved bilen, så jeg forsøgte mig med et par billeder i bilens spejlene. Det fra bakspejlet blev ikke så godt, men det fra sidespejlet, synes jeg, blev ganske godt. Så noget godt kommer der da ud af have travlt på arbejde og dermed komme sent hjem.

Hvad synes du?

Første jagt i Rusthållets jaktlag

I dag har jeg så været på den første fællesjagt i Rusthållets jaktlag. Det var en rigtig hyggelig formiddag med harertramp. Markerne er næsten færdighøstet, så det meste af jagten foregik på stubmarker. En enkelt mark var dog allerede pløjet og harvet. Der var rigtigt mange harer, og vi skød tre af dem. Havde vi været flere jægere, kunne vi have dækket de store marker bedre, og så ville udbyttet nok have været flere gange større. Alle de harer der blev skudt til blev leveret, og jeg var en af de heldige skytter.

Vi så også masser af andet vildt. 5 rådyr på vores marker, og mindst 10 andre på markerne omkring. Der blev også set en del fasaner og et par agerhøns, og det lover jo rigtigt godt for jagterne senere på året.

Efter jagten fyldte vi foderautomaterne med korn, så der er noget for fasanerne. De er allerede gået godt igang med at æde fra automaterne, så vi skal helt sikkert være over automaterne, så de ikke bliver tømt.

Nyere indlæg »

© 2024 The Yeti's World

Tema af Anders NorenOp ↑