Familien Krøyers: Friluftsliv, jagt, geocaching, vandring og familieliv af Mikkel Krøyer

Måned: oktober 2013

En lidt mærkelig dag

I dag havde jeg min sidste arbejdsdag i Finanstilsynet, og det blev en lidt mærkelig dag. Det startede allerede i går, da jeg sagde “Vi ses i morgen” og der slog der ned i mig at det var sidste gang jeg ville komme til at sige det til mine kollegaer. Lige der kunne jeg rigtigt mærke at noget sluttede. I de seneste uger har jeg haft så travlt, at jeg ikke rigtigt har haft tid til at reflektere over at jeg stopper i tilsynet. Men lige der kunne jeg mærke det, og i bilen hjem reflekterede jeg så over de to et halvt år, jeg har været i Finanstilsynet. Det har været en tid med mange spændende opgaver, rigtigt gode kollegaer og jeg har fået indsigt i en del af den finansielle sektor jeg ikke kendte til. Det har været en lærerig tid, og her går en særlig tanke til både Marianne og Jens Anthon, som begge villigt har øst af deres store viden – tak for det! Det har dog også været en tid, hvor jeg ofte har manglet faglig sparring og jeg har tit været frustreret over lange beslutningsprocesser og ledelse der ikke understøttet effektivt arbejde. Tilbage står to et halvt år jeg ikke ville være foruden og jeg tror altid, at jeg vil mindes denne tid med en god portion glæde.

Helle var så sød at bage en kage, jeg kunne have med på arbejde. Inca ville dog have del i festen og hun tog selv for sig af kagen. Dermed var den ikke så præsentabel og jeg måtte forbi en bager på vej på arbejde.

Jeg begyndte dagen med at rydde op både i de stakke af de papirer, jeg har samlet i mine 2,5 år i tilsynet, men også på min PC. Det tog et par timer – men jeg havde også forberedt mig lidt. Derefter blev det til lidt arbejde.

Efter frokost afleverede jeg PC, telefon, kreditkort med videre og så var det ved at være tid til kage og et farvel. Jeg fik mange pæne ord med på min vej og jeg blev helt rørt. Det er dejligt at blive bekræftet i, at mit bidrag er blevet værdsat. Mine kære kollegaer havde også en gave til min i form af et gavekort til Spejdersport – min passion for friluftsliv er vist ikke gået ubemærket hen…

Hele dagen gik utroligt hurtigt og pludseligt havde jeg afleveret mit adgangskort og stoppede kort op på trappen udenfor døren. Jeg skulle lige mærke efter hvordan det føltes. Det slog mig at jeg stod og smilede, for selvom det er med et vist vemod, at jeg forlader Finanstilsynet, så glæder jeg mig utroligt meget til at starte i Garanti Invest i morgen.

Nyt arbejde :-)

En del af jer har sikkert allerede hørt det – jeg har fået nyt arbejde. Efter 2,5 lærerrige år i Finanstilsynet skifter jeg til Garanti Invest, hvor jeg skal være projektleder.

Garanti Invest laver strukturerede produkter, som sælges af ca. 40 lokale pengeinstitutter. Jeg starter allerede i næste uge, så lige nu har jeg temmeligt travlt med at afslutte opgaver i tilsynet. Jeg glæder mig rigtigt meget til at kaste mig over de nye udfordringer, og særligt til at være med til at lave produkter, der skal sælges. Det giver en mere direkte feedback på det arbejde man laver. Med 4 årlige lanceringer bliver der kort vej fra idé over implementering til feedback. Et af de områder jeg har syntes, at det har været allermest spændende at arbejde med er derivater, eller finansielt afledte produkter. Derfor bliver det rigtigt spændende, at få lov at arbejde med fingerne godt nede i dejen og selv være en del af arbejdet med at udtænke strukturerne. Jeg ser kort sagt stillingen som projektleder i Garanti Invest som et rigtigt drømmejob.

I kan læse lidt mere om Garanti Invest her:

http://www.structuredretailproducts.com/news-story/17632/garanti-invest-a-small-player-with-a-robust-retail-network#.UmeysZGD7Rc

Historien om elgjagten

Her følger så en beskrivelse af elgjagten.

Jeg jager elg oppe ved Värmlandsgrænsen – faktisk er grænsen indtil Värmland vores nordlige grænse. Jeg har været med i jaktlaget i 13 år, og er kommer med fordi mine forældre har en ødegård i området. Min far er også med på jagten.

Såten vi drev havde vi faktisk drevet tidligere på ugen, men det drev var ikke gået rigtigt godt. Denne gang skulle vi have et folkedrev (og dermed ikke et drev med hunde). Jeg kom til at sidde på en lille høj i en rydning, og havde min ældste søn Thorbjørn med samt min nevø Emil – Thorbjørn er 7 og Emil 9. Det var første gang Emil skulle med på jagt, og det havde han glædet sig til. De to banditter havde temmeligt svært ved at sidde/tie stille. Jeg måtte skille dem ad, så der sad en på hver sin side af mig. Nu skulle de også sidde stille ganske længe, da drevet vel i alt var på 2 1/2 time.

Længe skete der ikke noget, så kunne jeg hører på radioen at de havde set en pindtyr, og det muntrede kortvarigt ungerne op – indtil den faldt for et skud i den anden ende af såten. Så hurtigt kedede ungerne sig igen, og sad igen uroligt. Jeg tænkte at det nok ikke blev dette pas, at jeg skulle skyde noget, og Emil tænkte, at jagt var noget nær det kedeligste man kunne foretage sig.

Pludseligt lød der en brummen, og i første omgang undrede jeg mig over hvad det mon var for et apparat en af driverne havde medbragt. Men så kunne jeg høre de tunge skridt igennem skoven – en elg var på vej! Ungerne sad med aktive hørerværn på og jeg fik hurtigt mine passive på plads, men så kunne jeg ikke hører hvor elgen var. Med albuen fik jeg den ene kop væk fra øret, så jeg kunne lokalisere elgen. Den kom dog hurtigt frem i en åbning i skovkanten og stod kun 10 meter væk. I en og samme bevægelse fik jeg hørerværnet på plads og riflen i anslag. Nu skulle elgen så vende og søge tilbage i skovens trygge rammer, men nej den satte i fuldfart ud i rydningen. Det var ikke lige hvad jeg havde forestillet mig og den nærmede sig meget hastigt min ene begrænsning (på de fleste pas er der røde zoner hvor man ikke må skyde da næste pas befinder sig midt i zonen). Jeg svingede derfor resolut igennem elgen og tog aftræk – helt som skulle jeg skyde et rådyr med haglgevær. Min kære winnie bragede, elgen tog 3-4 skridt og faldt lige så lang den var… højest 8 meter fra hvor vi var.

Det var jo perfekt. Jeg meldte på radioen at jeg havde skudt en elg – “som vist må regnes for at være en kapital”. Jeg fik også vekslet et par ord med drengene, men så begyndte elgen pludseligt at rejse sig. Jeg sprang op, men jeg kunne ikke skyde da elgen lå midt i rød zone. Jeg var dog klar hvis den skulle finde på at stikke af, men den kom aldrig helt op. Jeg gik derfor frem foran elgen, sådan så jeg sigtede ud af såten og så skød jeg elgen igennem hovedet.

Emil havde været sikker på at elgen ville angribe os og det sammen med de heftige begivenheder gjorde at han sad og rystede. Samtidigt bedyrede han dog, at han fremover ville med på jagt hver gang, så helt skræmt var han ikke. På radioen ville de vide om jeg var helt sikker på at det var en kapital elg jeg havde skudt. Jeg kunne konstatere, at det var jeg, for alene den ene side af elgens horn havde de 7 takker, der skal til for at en elg regnes som kapital… svenskere er vist ikke vant til jysk beskedenhed.

For de særligt interesserede så skød jeg elgen med et 180 grs. T-TSX projektil. Riflen er en Mauser M03 i kaliber .300 Win Mag. Elgen vejede 225 kg som den hang i slagteboden, hvilket vil sige at den vejede imellem 350 og 400 kg da den løb rundt i skoven.

Så skal kødet i fryseren

kit202

I aften skal vi hakke elgkødet, så det kan komme i fryseren. Ja det er selvfølgeligt ikke alt kødet, der skal hakkes. Der bliver også småkød og en del stege. Vi bruger en Electrolux Assistent til at hakke kødet. Den har vi haft i mere end 10 år, og den gør et fint stykke arbejde. Inden tingene går i fryseren bliver de vacumpakket. Det sparer dels en masse plads, men det gør også at kødet kan holde sig væsentligt længere.

© 2024 The Yeti's World

Tema af Anders NorenOp ↑