Forfatter: Mikkel Kroeyer (Side 6 af 20)

Her følger så en beskrivelse af elgjagten.

Jeg jager elg oppe ved Värmlandsgrænsen – faktisk er grænsen indtil Värmland vores nordlige grænse. Jeg har været med i jaktlaget i 13 år, og er kommer med fordi mine forældre har en ødegård i området. Min far er også med på jagten.

Såten vi drev havde vi faktisk drevet tidligere på ugen, men det drev var ikke gået rigtigt godt. Denne gang skulle vi have et folkedrev (og dermed ikke et drev med hunde). Jeg kom til at sidde på en lille høj i en rydning, og havde min ældste søn Thorbjørn med samt min nevø Emil – Thorbjørn er 7 og Emil 9. Det var første gang Emil skulle med på jagt, og det havde han glædet sig til. De to banditter havde temmeligt svært ved at sidde/tie stille. Jeg måtte skille dem ad, så der sad en på hver sin side af mig. Nu skulle de også sidde stille ganske længe, da drevet vel i alt var på 2 1/2 time.

Længe skete der ikke noget, så kunne jeg hører på radioen at de havde set en pindtyr, og det muntrede kortvarigt ungerne op – indtil den faldt for et skud i den anden ende af såten. Så hurtigt kedede ungerne sig igen, og sad igen uroligt. Jeg tænkte at det nok ikke blev dette pas, at jeg skulle skyde noget, og Emil tænkte, at jagt var noget nær det kedeligste man kunne foretage sig.

Pludseligt lød der en brummen, og i første omgang undrede jeg mig over hvad det mon var for et apparat en af driverne havde medbragt. Men så kunne jeg høre de tunge skridt igennem skoven – en elg var på vej! Ungerne sad med aktive hørerværn på og jeg fik hurtigt mine passive på plads, men så kunne jeg ikke hører hvor elgen var. Med albuen fik jeg den ene kop væk fra øret, så jeg kunne lokalisere elgen. Den kom dog hurtigt frem i en åbning i skovkanten og stod kun 10 meter væk. I en og samme bevægelse fik jeg hørerværnet på plads og riflen i anslag. Nu skulle elgen så vende og søge tilbage i skovens trygge rammer, men nej den satte i fuldfart ud i rydningen. Det var ikke lige hvad jeg havde forestillet mig og den nærmede sig meget hastigt min ene begrænsning (på de fleste pas er der røde zoner hvor man ikke må skyde da næste pas befinder sig midt i zonen). Jeg svingede derfor resolut igennem elgen og tog aftræk – helt som skulle jeg skyde et rådyr med haglgevær. Min kære winnie bragede, elgen tog 3-4 skridt og faldt lige så lang den var… højest 8 meter fra hvor vi var.

Det var jo perfekt. Jeg meldte på radioen at jeg havde skudt en elg – “som vist må regnes for at være en kapital”. Jeg fik også vekslet et par ord med drengene, men så begyndte elgen pludseligt at rejse sig. Jeg sprang op, men jeg kunne ikke skyde da elgen lå midt i rød zone. Jeg var dog klar hvis den skulle finde på at stikke af, men den kom aldrig helt op. Jeg gik derfor frem foran elgen, sådan så jeg sigtede ud af såten og så skød jeg elgen igennem hovedet.

Emil havde været sikker på at elgen ville angribe os og det sammen med de heftige begivenheder gjorde at han sad og rystede. Samtidigt bedyrede han dog, at han fremover ville med på jagt hver gang, så helt skræmt var han ikke. På radioen ville de vide om jeg var helt sikker på at det var en kapital elg jeg havde skudt. Jeg kunne konstatere, at det var jeg, for alene den ene side af elgens horn havde de 7 takker, der skal til for at en elg regnes som kapital… svenskere er vist ikke vant til jysk beskedenhed.

For de særligt interesserede så skød jeg elgen med et 180 grs. T-TSX projektil. Riflen er en Mauser M03 i kaliber .300 Win Mag. Elgen vejede 225 kg som den hang i slagteboden, hvilket vil sige at den vejede imellem 350 og 400 kg da den løb rundt i skoven.