Så er det nye iOS 6 installeret på både telefonen og iPad’en. Jeg glæder mig til at prøve Apples nye korttjeneste. Den har jo lidt at leve op til, da Googles version jo virkede fint bortset fra, at der ikke var turn-by-turn. Men det er der heldigvis på Apples.
Kategori: Blandet (Side 6 af 7)
I dag havde vi ikke nogle planer, og har mest været hjemme. Morgenen startede rigtigt dejligt med, at Helle havde bagt boller, og jeg lavede juice. Juicen blev lavet af æbler fra haven samt lidt appelsiner, pærer, blommer og gulerødder. Jeg fik lavet to liter, så der var både til morgenmaden og også lidt til aftensmaden, men mere om den senere.
Efter morgenmaden var vi så på stranden med metaldetektoren, men det har jeg jo allerede skrevet om her
Lidt i fire tændte jeg bål i vores bålpande, for aftensmaden skulle laves i bålgryden (Dutch Oven). Optændingen var virkelig nem, og man kan rigtigt mærke, at træet ligger godt og tørt i det nye skur. Efter at have lavet et rigtigt godt glødebål, satte jeg gryden over og brunede lidt elgkød.
Da kødet havde brunet et stykke tid, tilsatte jeg paprika og timian, og lod så kødet brune færdigt. Herefter hældte jeg en god slat kraftig rødvin i gryden, og lod så kødet simre i vinen. Temperaturen var vist en smule høj til simren, for når jeg løftede låget stod der flammer op. Alkoholen må være opsamlet under låget og så antændt, når der kom ilt til. Efter lidt tid blev der så tilsat en liter vand, et par dåser hakkede tomater og et par skivede chorizopølser. Og så fik retten ellers lov at koge ind i en god times tid.
Kødet lå tilbage i en tyk kraftig sovs, og vi spiste det med brød til. Ungerne drak hjemmelavet juice, og Helle og jeg fik rødvin (og lidt juice).
Nu er jeg så ved at lage en omgang hjemmelavet is. Det er fløde vanilieis, men daimchokolade og et skvæt baily. Så dagen har virkeligt været præget af hjemmelavet mad og drikke.
I går fik jeg besked om, at jeg har fået forlænget min tilladelse til at søge med metaldetektor på stranden her i Malmø. Reglerne for brug af metaldetektor er meget forskellige i Danmark og Sverige, og hvis man ikke passer på, kan man komme temmelig galt afsted. I udgangspunktet er det forbudt at bruge en metaldetektor i Sverige. Men man kan få tilladelse til det. Man skal søge om tilladelse for et specifikt område, og det bliver så vurderet om der kan være fortidsminder i det område. Hvis myndighederne vurderer, at det er sandsynligt, at der er fortidsminder i det pågældende område, så får man ikke tilladelse til at søge der. Det er med andre ord kun nutidige ting, man må lede efter.
Min tilladelse har en lille krølle, idet børnene gerne må bruge metaldetektoren, når de er sammen med mig. Jeg havde skrevet på min første ansøgning, at jeg gerne ville bruge metaldetektoren sammen med mine børn. Og det førte altså til, at tilladelsen omfatter dem. Jeg havde ikke forestillet mig, at det skulle være nødvendigt med særlig tilladelse til dem, og havde blot nævnt børnene, som en begrundelse – familieaktivitet – for hvorfor jeg gerne ville have tilladelsen.
Her kan I se hvor jeg må bruge metaldetektoren:
Hvad fandt vi så?
Ja, det gør vi altid. Mest dåsetræk og andet skrammel, men det kommer også med hjem, så vi på den måde er med til at rydde lidt op på stranden. Men vi fandt da også 17 kroner i gangbar mønt plus to 50 øre. Det var den normale arbejdsdeling. Jeg arbejder med den store metaldetektor og spaden, og når det, vi er ved at finde, ligger i en dynge, så overtager Thorbjørn eller Storm med PinPointeren, og finder genstanden. Der var ikke rigtigt noget spændende i dag, men en fin tur med masser af frisk luft. Og Helle fik sammen med Storm også gået en god lang tur sammen med Inca.
Fredag aften, da jeg (lidt sent) kørte hjem fra arbejde, var aftenhimlen helt utroligt smuk. Det meste af det smukke sceneri var dog bag ved bilen, så jeg forsøgte mig med et par billeder i bilens spejlene. Det fra bakspejlet blev ikke så godt, men det fra sidespejlet, synes jeg, blev ganske godt. Så noget godt kommer der da ud af have travlt på arbejde og dermed komme sent hjem.
Hvad synes du?
Vi har sat vores hus til salg, så hvis du lige står og mangler et dejligt hus på Mellanheden i Malmö så se her
Når vi sætter huset til salg, så handler det om, at vi gerne vil have et hus, som kræver lidt minde arbejde. Med alle vores interesser og skoven så er det svært, at nå at passe haven og huset, og der er altid en masse ting, som vi synes, vi burde få lavet. Nu vil vi gerne aktivere friværdien i huset, og bruge den til at købe et hus, der kræver lidt mindre. Det skal være et hus med have, men den behøver ikke, at være så stor, som den vi har nu – faktisk så skal den være mindre. Det er i øvrigt planen, at vi bliver boende i Sverige, da vi fortsat er rigtigt glade for at bo i Malmø.
Vi vil vente med at finde et andet hus, til vi har solgt dette. Heldigvis virker det som om, der er rimeligt gang i markedet her i Malmø, og det er slet ikke frosset som markedet i København.
Når der er nyt i vores projekt ‘Ny Base Camp”, så skal jeg nok opdatere jer.
I dag har vi været på en lille familietur. Først kørte vi op og besøgte hundehvalpene. De vokser godt nok hurtigt, men der er jo også kun en uge til, at vi skal have en med hjem. Jeg gav også min prioritering af, hvilke to hvalpe jeg helst vil have. Så nu bliver det spændende, om det bliver den store lyse, eller den lille brune der skal med hjem på tirsdag. Vores hvalps officielle navn bliver Contramarkens Inca. Vi er ikke helt færdige med at mærke, om det bliver det navn vi vil bruge, eller om vi giver den et “kælenavn”.
Efter besøget hos hvalpene kørte vi ned til Søderåsen, hvor vi gik en tur i Skäralidsdalen. Vi gik den rute, der hedder Kopparhattsrundan, og den er 3,9 temmeligt kuperede kilometer lang. Thorbjørn fik en lille rygsæk på, og så pilede han ellers afsted, og måtte bremses et par gange. Det er dog let, for han ved, at han skal stoppe, hvis jeg pifter. Storm har ikke været med på så lang og kuperet en tur før, men han travede fint afsted, og bortset fra et par hindbærstop så gik hen hele turen – SUPER flot Storm!!!
Turen gik først op i højden, hvor vi havde den flotteste udsigt over Skäralidsdalen. Herefter gik det nedad, indtil vi nåede dalbunden, og vi fulgte Skäråen tilbage til udgangspunktet. Det er virkeligt en fornøjelse af gå på de svenske leder, for de er godt afmærkede, og er der den mindste risiko for fugt og mudder, så er der bygget spang, så man kan gå tørskoet.
I kan følge vores tur på kortet nedenfor (jeg glemte igen at få tændt GPS’en helt fra start) og billederne placering skulle passe med, hvor på ruten de er taget…
[breadcrumbs track=”127053″]
I morgen bliver hvalpene 7 uger, og så er der kun en uge til, at vi skal vælge hvilken en der skal være vores.
Skal det være den mørke?
En af de plettede?
Eller måske den lyse?
Vi har allerede besøgt hundene et par gange, og skal også på besøg i denne uge i et forsøg på at lære dem lidt at kende. Men når alt kommer til alt, så bliver det svært at vælge. Og når det er sagt, så tror jeg, at vi bliver glade for hvalpen uanset, hvilken vi vælger.
Min ferie starter i dag, og det har jeg glædet mig til i et stykke tid. Vi skal ikke ud at rejse, men der er alligevel meget at se frem til. Om en god uge skal vi har en lille hundehvalp, og inden da skal jeg have bygget hundehuset færdigt. Vi skal også fiske krebs, og i slutningen af ferien skal jeg på bukkejagt. Og som om det ikke er nok, så skal Thorbjørn starte i skole, og det bliver jo også en spændende dag. Så derfor glæder jeg mig rigtigt meget til ferien.
I ferien vil jeg også gerne lege lidt med HDR-billeder. Så hvis I er heldige, så kommer der nogle af dem her på siden. Til en start kan I få det af mine HDR-billeder, jeg indtil nu synes bedst om.
God Sommer 🙂
Jeg har med interesse læst om en mærkeligt fund på bunden af havet i Den Baltiske Bugt. Dykkere har fundet noget, som man ikke rigtigt har kunnet forklare, hvad er. Ord som rumskib og UFO er hurtigt blevet bragt på banen, og det forstår man godt, når man ser tegningerne af, hvad det er, der er fundet.
Billedet ovenfor er ikke et rigtigt billede, men er en illustration af, hvad det er der er fundet.
Det første billede jeg så var dette:
Når man ser det ved man da præcis hvad det er de har fundet – Tusindårsfalken… Han Solos rumskib (Starwars).
Her er tusindårsfalken som bryllupskage – der er vist nogen der fik høje karakter i formning.
Under det seneste dyk er der optaget en video. Hvis det er alt, synes jeg, det er knapt så spændende, for de billeder kan jeg ikke få til at stemme overens med illustrationen og den tegning, jeg så først.
Og efter videoen er kommet frem, har jeg læst, at der er en dansk marinearkæolog, som i denne artikel foreslår at det kunne være en fangfold til rensdyr. Noget med at der ikke altid har været vand der, hvor fundet er gjort. Det er jo knap så eksotisk en forklaring, men sådan er det jo tit. Det bliver dog spændende at følge med i, hvad de kommer med af forklaringer i fremtiden.
Hvad tror du, at det er?
Seneste kommentarer