Familien Krøyers: Friluftsliv, jagt, geocaching, vandring og familieliv af Mikkel Krøyer

Kategori: Familien Krøyer (Side 12 af 13)

Elgkød i fryseren

20121016-223436.jpg

Her til aften har vi så hakket og pakket elgkød, så det kunne komme i fryseren. Det er en stor fordel at vi har en vacumpakker, for kødet er både nemmere at pakke, holder sig bedre og ser bedre ud, når det er blevet vacumpakket.

Så er der skrevet under

Det har godt nok været en hektisk uge, men nu er alt på plads, og vi har underskrevet købsaftalen på det nye hus. Så nu ved vi også, hvor vi skal bo fremover. Vi flytter udenfor Malmø til en meget lille by der Pile By. Den ligger lidt udenfor Tygelsjö. Huset ligger på en næsten 3.000 kvadratmeter stor grund, så vi får plads til bålgryder mv. Vi skal flytte ind ved årsskiftet – senest den 15. januar skal vi være ude her.

Nå, men jeg kommer nok til at skrive meget mere om det nye hus og flytningen. Indtil da så kommer her lidt billeder af familiens nye base.

 

41dbtleafpofa138_773

Billede 1 af 8

Så er huset solgt igen igen

 

Sikke en omgang. Først solgte vi huset, men den dag køberne skulle skrive under hoppede de fra. De skrev dog under nogle dage senere, for så at hoppe fra igen efter den tekniske gennemgang af huset. Gennemgangen viste ikke rigtigt noget man ikke kunne have forventet, og det virkede heller ikke som om, det var den reelle grund. Måske handlede det mere om, at der er mere end 150 lejligheder til salg i det område, hvor de bor.

Den dag vi fik besked om at de hoppede fra (for anden gang), skulle vi ud at se på et hus vi var lidt lune på. Det var mærkeligt at gå og kigge efter lige at være blevet banket tilbage til start. Men mens vi gik og kiggede ringede vores ejendomsmægler, og ville høre om han kunne vise vores hus frem en time senere. Det kunne han da godt, for vi var jo ikke hjemme alligevel. Næste dag kom der så et nyt bud på huset. Efter et meget hektisk døgn med forhandlinger (og meget urolig søvn), ja så havde vi så solgt huset for 3. gang på en måned.

Så nu skal vi have fundet et andet sted at bo. Vi har et hus i kikkerten, og har også givet et bud, men jagten fortsætter også på andre huse indtil, vi har skrevet under på en kontrakt. Det er fordelen, man har som køber – bud er kun indikative, indtil man skriver under på en købsaftale.

Gamle indlæg får nyt liv

Jeg har besluttet, at jeg vil finde nogle af de gamle indlæg fra min tidligere blog frem og poste den igen. Jeg håber, at I får glæde af den en gang til. Det første bliver om min første drevjagt her i Sverige, og det kommer på siden allerede i dag.

Ellers skal Helle og jeg bruge dagen på at kigge på huse. Vi skal jo snart have fundet et nyt sted at bo. Storm og Thorbjørn er hos mormor og morfar, hvor vi afleverede dem i går aftes.

FC Bellevue fylder 2 år

I dag fejrede FC Bellevue (Thorbjørns fodboldklub) to års jubilæum. Det blev fejret med et løbearrangement i Mellanhedsparken. Vi var med, og Thorbjørn løb hele vejen rundt om Mellanhedsparken. Helle og jeg valgte, at lade løbeskoene blive hjemme, så var der heller ikke nogen, der blev bange for mine gorillatæer. Alle deltagere fik en medalje, og der var små statuetter til de hurtigste i hver klasse. Thorbjørn skal dog træne lidt, hvis han skal have sådan en, for der var nogle i hans klasse, som var rigtigt hurtige.

Her er lidt billeder fra arrangementet.

 

 

 

 

 

 

 

 

En rigtig “hjemmelavet” dag

I dag havde vi ikke nogle planer, og har mest været hjemme. Morgenen startede rigtigt dejligt med, at Helle havde bagt boller, og jeg lavede juice. Juicen blev lavet af æbler fra haven samt lidt appelsiner, pærer, blommer og gulerødder. Jeg fik lavet to liter, så der var både til morgenmaden og også lidt til aftensmaden, men mere om den senere.

Efter morgenmaden var vi så på stranden med metaldetektoren, men det har jeg jo allerede skrevet om her

Lidt i fire tændte jeg bål i vores bålpande, for aftensmaden skulle laves i bålgryden (Dutch Oven). Optændingen var virkelig nem, og man kan rigtigt mærke, at træet ligger godt og tørt i det nye skur. Efter at have lavet et rigtigt godt glødebål, satte jeg gryden over og brunede lidt elgkød.

Da kødet havde brunet et stykke tid, tilsatte jeg paprika og timian, og lod så kødet brune færdigt. Herefter hældte jeg en god slat kraftig rødvin i gryden, og lod så kødet simre i vinen. Temperaturen var vist en smule høj til simren, for når jeg løftede låget stod der flammer op. Alkoholen må være opsamlet under låget og så antændt, når der kom ilt til. Efter lidt tid blev der så tilsat en liter vand, et par dåser hakkede tomater og et par skivede chorizopølser. Og så fik retten ellers lov at koge ind i en god times tid.

Kødet lå tilbage i en tyk kraftig sovs, og vi spiste det med brød til. Ungerne drak hjemmelavet juice, og Helle og jeg fik rødvin (og lidt juice).

Nu er jeg så ved at lage en omgang hjemmelavet is. Det er fløde vanilieis, men daimchokolade og et skvæt baily. Så dagen har virkeligt været præget af hjemmelavet mad og drikke.

Metalsøgning på stranden i Malmø

I går fik jeg besked om, at jeg har fået forlænget min tilladelse til at søge med metaldetektor på stranden her i Malmø. Reglerne for brug af metaldetektor er meget forskellige i Danmark og Sverige, og hvis man ikke passer på, kan man komme temmelig galt afsted. I udgangspunktet er det forbudt at bruge en metaldetektor i Sverige. Men man kan få tilladelse til det. Man skal søge om tilladelse for et specifikt område, og det bliver så vurderet om der kan være fortidsminder i det område. Hvis myndighederne vurderer, at det er sandsynligt, at der er fortidsminder i det pågældende område, så får man ikke tilladelse til at søge der. Det er med andre ord kun nutidige ting, man må lede efter.

Min tilladelse har en lille krølle, idet børnene gerne må bruge metaldetektoren, når de er sammen med mig. Jeg havde skrevet på min første ansøgning, at jeg gerne ville bruge metaldetektoren sammen med mine børn. Og det førte altså til, at tilladelsen omfatter dem. Jeg havde ikke forestillet mig, at det skulle være nødvendigt med særlig tilladelse til dem, og havde blot nævnt børnene, som en begrundelse – familieaktivitet – for hvorfor jeg gerne ville have tilladelsen.

Her kan I se hvor jeg må bruge metaldetektoren:

Hvad fandt vi så?

Ja, det gør vi altid. Mest dåsetræk og andet skrammel, men det kommer også med hjem, så vi på den måde er med til at rydde lidt op på stranden. Men vi fandt da også 17 kroner i gangbar mønt plus to 50 øre. Det var den normale arbejdsdeling. Jeg arbejder med den store metaldetektor og spaden, og når det, vi er ved at finde, ligger i en dynge, så overtager Thorbjørn eller Storm med PinPointeren, og finder genstanden. Der var ikke rigtigt noget spændende i dag, men en fin tur med masser af frisk luft. Og Helle fik sammen med Storm også gået en god lang tur sammen med Inca.

« Ældre indlæg Nyere indlæg »

© 2025 The Yeti's World

Tema af Anders NorenOp ↑